Barndommens kontrast
Mange af dem, der kommer hos mig i terapi, begynder med ordene:
“Jeg havde jo en god barndom. Mine forældre elskede mig.”
Og det er ofte sandt.
Der var kærlighed, nærvær, madpakker, ferier, trygge øjeblikke.
Men samtidig kan der have været oplevelser af smerte, svigt, ensomhed, utryghed eller misforståelser, som også har sat spor.
Barndommen rummer ofte kontraster – både det gode og det smertefulde.
For mange voksne er det svært at forene, at de mennesker, der elskede én, også kunne være kilden til smerte.
Men sådan er virkeligheden for mange.
- Hvordan kan jeg have haft en god barndom og alligevel kæmpe i dag?
- Hvordan kan dem, der elskede mig, også have gjort mig ondt – uden at de måske vidste det selv?
Den slags spørgsmål opstår, fordi vores barndomsoplevelser ofte er komplekse og fulde af modsætninger.
Vi kan både have følt os elsket – og samtidig ikke følt os set.
Vi kan have haft trygge øjeblikke – og samtidig mærket frygt eller afvisning.
Og netop den indre splittelse er kernen i det, vi kalder udviklingstraumer.
For mange er det svært at forene, at de mennesker, der elskede én, også kunne være kilden til smerte.
Vores barndomsoplevelser kan være forvirrende for hvordan;
- Forener man kærlighed og smerte, når de kommer fra det samme menneske?
- Kan noget føles trygt og utrygt på én gang?
Barnets hjerne kan ikke rumme ambivalens
Et spædbarn eller lille barn har endnu ikke udviklet evnen til at integrere modsatrettede følelser.
Den del af hjernen, der kan rumme kompleksitet – præfrontal cortex – er først færdigudviklet langt senere.
Derfor tænker barnet ikke:
- “Mine forældre elsker mig, men de forstår mig ikke.”
eller - “De passer på mig, men deres vrede gør mig bange.”
I stedet opstår en enten-eller-oplevelse:
- “Enten elsker de mig – eller også gør de mig ondt.”
Og da barnets overlevelse afhænger af tilknytningen, vil psyken altid vælge tilknytningen.
Barnet vil hellere tænke:
- “Jeg må være forkert”
end - “Min mor eller far gør noget, der skader mig.”
For det sidste er for smertefuldt – og for farligt – for et barn at erkende.
Kærlighed og smerte fra samme hånd
Når barnet oplever både kærlighed og smerte fra den samme omsorgsperson, skabes en indre splittelse.
Barnet lærer at undertrykke egne følelser, tilpasse sig og idealiserer forældrene – for at bevare forbindelsen.
Barnet mister evnen til at stole fuldt på sin egen oplevelse:
“Jeg mærker smerte, men jeg må ikke tro på den.”
På overfladen husker vi måske varme stunder: leg, kærlighed, madpakker, ferier.
Men under overfladen kan nervesystemet stadig bære minderne om utryghed, frygt, afvisning eller følelsen af ikke at blive set.
Det betyder, at mange voksne lever med udviklingstraumer, selvom de tror, de havde en “god barndom”.
Forskning og teori
Det du oplever her, understøttes af flere retninger:
Tilknytningsteorien (John Bowlby, Mary Ainsworth) viser, at barnet prioriterer forbindelse frem for autenticitet.
Hvis kontakten er truet, vil barnet ofre egne følelser for at bevare tilknytningen.
Gabor Maté – tilknytning frem for autenticitet
Lægen og traumeforskeren Gabor Maté beskriver i The Myth of Normal, hvordan barnet i sådanne situationer står i et uløseligt dilemma:
“Jeg har brug for dig for at overleve – men du gør mig ondt.”
Barnet kan ikke vælge relationen fra, for tilknytning er livsnødvendig.
Derfor opgiver det autenticiteten for at bevare kontakten.
Det lærer at undertrykke egne følelser – vrede, sorg, frygt – og udvikler i stedet en tilpasset adfærd, som sikrer kærlighed og accept.
Maté viser, at denne undertrykkelse skaber en indre splittelse mellem det, vi føler, og det, vi viser.
På sigt kan den føre til stress, skam, angst og kropslige symptomer, fordi kroppen siger nej, når sindet ikke må.
Allan Schore – neuroaffektiv udviklingspsykologi
Ifølge Allan Schore formes barnets hjerne gennem den følelsesmæssige kontakt med omsorgspersonerne.
Når barnet mødes med varme, resonans og tryghed, udvikles hjernens reguleringssystemer – særligt i højre hemisfære – i balance.
Men når kærlighed og smerte smelter sammen, fx hvis forælderen både trøster og skræmmer, opstår der forvirring i barnets nervesystem.
Barnet lærer ikke at skelne klart mellem tryghed og fare, og hjernen udvikler et overaktivt stressrespons.
Denne emotionelle inkonsistens kan skabe en livslang sårbarhed i følelsesreguleringen og gøre det svært at mærke og stole på egne signaler.
Laurence Heller – udviklingstraumer og den falske selvforståelse
Laurence Heller, skaber af NARM (NeuroAffective Relational Model), beskriver, at udviklingstraumer ikke primært handler om, hvad der skete, men om det, der manglede: følelsesmæssig kontakt, forståelse og resonans.
Når barnet oplever, at dets ægte følelser ikke bliver mødt – eller mødes med afvisning – lærer det at skjule sine autentiske følelser for at bevare relationen.
Det udvikler en tilpasset identitet, som passer til forældrenes behov, og mister gradvist forbindelsen til sig selv.
Denne indre splittelse bliver roden til mange senere vanskeligheder:
- En oplevelse af skam og selvkritik
- Problemer med grænser og selvregulering
-
En følelse af tomhed og at “mangle noget” indeni
Heller siger, at helingen sker, når vi begynder at mærke og udtrykke det, der engang var for farligt – i et trygt rum, hvor vi ikke længere risikerer afvisning.
Her kan vi gradvist vende tilbage til autenticitet, selvkontakt og vitalitet.
Helingen sker med ærlighed & medfølelse
Forskningen viser altså, at når kærlighed og smerte blandes i de tidlige relationer, opstår der en indre konflikt, hvor barnet vælger tilknytning frem for autenticitet.
Det skaber en livslang længsel efter kontakt, men også en mistillid til egne følelser.
Heling begynder, når vi tør se denne dobbelthed og genopbygge trygheden i os selv –
så vi kan være i kontakt med vores ægte følelser, mærke vores behov og skabe ligeværdige relationer.
Heling sker, når klienten kan være i kontakt med sig selv og terapeuten samtidig. Fokus er på nuet og på at genskabe oplevelsen af at være forbundet og autentisk uden at skulle tilpasse sig.
“med ærlighed og medfølelse kommer vi længst”
Det handler ikke om at dømme forældre – de gjorde det bedste, de kunne.
Men om at anerkende oplevelsen, sådan som kroppen og nervesystemet husker den.
Heling sker, når vi genfinder autenticiteten: begynder at mærke og udtrykke følelser, som tidligere blev undertrykt, og lærer at sige ægte ja og nej. Det genskaber kontakt mellem sind og krop.
Når vi tør se både kærligheden og smerten, kan vi begynde at integrere de splittede dele i os selv.
Og først dér kan vi mærke os selv fuldt ud – og skabe dybere tryghed, relationer og selvkærlighed.
Måske genkender du dig selv i dette?
Måske har du altid sagt, at du havde en god barndom – og alligevel mærker en længsel, uro eller smerte, du ikke helt forstår.
Det er ikke et tegn på utaknemmelighed.
Det er et tegn på ærlighed.
Din krop og dit hjerte prøver blot at fortælle en større historie.
Du er velkommen til at tage fat i mig, hvis du ønsker støtte til at forstå og hele de spor, barndommen har sat – med nænsomhed, indsigt og ro